Farvel til en serie ... Forsinkelser ...

Vi udgiver tegneserier!

Stor update denne gang! Læs om:
Farvel til en serie ... Forsinkelser ... To nye serier ... og ... En serie vi arbejder på at få rettighederne til.
Farvel til Samuel Stern
Vi lukker serien med bind 6, der er i handlen nu. Serien solgte fint i starten, men desværre hang læserne ikke på i længden. Det er altid trist, når en serie må lukke, men omvendt kan vi ikke blive ved med at udgive noget, der giver underskud. Måske kan det være en trøst for Samuels fans, at der er flere nye spændende serier på vej? (læs mere om det længere nede i nyhedsbrevet)
Forsinkelser
Der er blevet sagt og skrevet meget om papirkrisen – men nu rammer den for alvor: Ken Parker og vores andre sort/hvide serier bliver trykt på noget papir, der hedder Munken Cream, som er udvalgt af undertegnede specielt til disse udgivelser. Nu er dette papir sluppet op hos trykkeriet, og kommer først fra papirproducenten igen til april. I stedet for at bruge en anden type papir - der ville give serierne et helt andet udtryk, end det jeg ønsker – holder de sort /hvide serier en pause og kommer igen til maj. Konkret betyder det, at Ken Parker 7 udkommer sidst i maj (den skulle være udkommet 18. marts). Dette betyder også at vore to nye serier GYSETS MESTRE og ALTAI & JONSON får udskudt deres debut.
To nye serier
Sig goddag til vores to nye serier, som kommer (med lidt forsinkelse) til maj: Gysets Mestre og Altai & Jonson! Gysets Mestre er en mini-serie på fire bind - hvert bind vil indeholde en tegneserieversion af en klassisk litterær gyser, nemlig: DRACULA af Bram Stoker, FRANKENSTEIN af Mary Shelley, DR. JEKYLL OG MR. HYDE af Robert Louis Stevenson og VED VANVIDDETS BJERGE af Lovecraft. Altai & Jonson er privatdetektiver. I 70'ernes San Francisco kæmper de en hård kamp for at skrabe penge sammen til smøger og fadøl - nogle dage er de tilmed nødt til at arbejde for at det skal lykkes! Serien om Altai og Jonson er skabt af Tiziano Sclavi, der nok mest er kendt som manden, der opfandt Dylan Dog, og Giorgio Cavazzano, som vi kender herhjemme som tegneren bag utallige historier i Jumbobøgerne. Shadow Zone har længe haft kig på serien om Altai og Jonson, men det var ikke bare sådan, at få den hevet i land - for rettighedshaverne havde ikke noget trykmateriale ... og uden trykmateriale, ingen serie på dansk! Men - efter mange lange forviklinger, der involverede både den italienske mafia og Vatikanet i Rom ;) - lykkedes det os omsider at skaffe trykmateriale! Hvis du har fulgt med i vores læserforum på Facebook, så kender du til vores desperate forsøg på at få fingre i serien, og hvordan vi faktisk i første omgang måtte give op (det var før den italienske mafia og Vatikanet kom ind i billedet).
Ny serie - måske, hvis altså...
Hvis det var svært at få Altai & Jonson hevet i land, så er det for intet at regne mod den her, som vi håber at få fingre i... stay tuned!
Det var alt for denne gang. Følg med på Facebook og Instagram for flere nyheder fra Shadow Zone.
De bedste hilsener, Bjarne
Modify your subscription   |   View online
Shadow Zone

Indhold © ShadowZone 2021